Rendte ind i en situation idag, hvor to parter var uenige om en fødselsdag. Ikke så meget om hvornår den lå, fordi det lå rimeligt fast, men derimod hvordan man kommunikerer om fødselsdagen. Den ene part, vedkommende der ikke havde fødselsdag, sendte et kort til fødselaren, samt en sms på dagen. Fødselaren reagerer ikke på dette, og afsenderen vælger derfor at ringe op, for at snakke om nogle andre ting, og samtidig gøre opmærksom på at vedkommende er skuffet over at fødselaren ikke reagerer på lykønskningen. Fødselaren siger så at det jo er hans fødselsdag, og det vel er de andres opgave at ringe og lykønske ham på dagen. Det mener afsenderen ikke. Han er af den holdning at man ikke ringer på en fødselsdag, da fødselaren jo nok fejrer dagen, men derimod sender et kort og en sms.
Afsenderen bliver vred og skuffet over fødselarens holdning til tingene, og fødselaren vred over afsenderens holdning til tingene. Det ender med to skuffede mennesker, og en ærgelig slutning for dem begge....
Mine tanker, da jeg blev præsenteret for problemet, var at dialogen ikke var til stede. Istedet for en fremadrettet konstruktiv dialog, formåede begge parter at skabe en blindgyde for dialogen allerede fra start, ved at klandre den anden fra start med "hvorfor har du ikke...!", hvilket kun kan fremmane et forsvar fra modparten. Istedet er min holdning at afsenderen burde ha' sagt hvordan han havde det med at fødselaren ikke reagerede på lykønskningen, og fortælle hvordan hans forventninger er til en anden gang. På den måde ville fundamentet til en egentlig freadrettet konstuktiv dialog være skabt! Og det kan vi' li'!
Det var ordene for idag, og måske virker jeg lidt selvfed i teksten, fordi jeg mener jeg er klog og har ret i mine tanker om kommunikation, men det kan jo være jeg tager fejl....! Stedet her er jo ikke dialogbaseret...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar